Om os
I et kuperet istidslandskab omkranset af Kolding Fjord, ligger Houens Odde…
Houens Odde Kursus- og Oplevelsescenter er ét af Danmarks smukkeste og hyggeligste kursussteder, omkranset af vand og bøgeskov. Her er der ikke mindre end 90 hektar skov, land og åbne marker, som I kan boltre jer på til møder, gåture og teambuilding-aktiviteter. For eksempel kan I flytte jeres møder ud under åben himmel på engen ved vores egetræsborde eller i et udendørs amfiteater. I kan også sidde omkring et bål eller slå jer ned i vandkanten.
Her kan I læse lidt mere om hvem vi er, og organisationen der står bag.
Vores værdier
Houens Odde Kursus- og Oplevelsescenter bygger på værdierne fra den danske spejderbevægelse, der igennem mere end 100 år har haft det som sin målsætning at udvikle mennesker til at tage ansvar for eget liv og for de mennesker, de omgås og samarbejder med.
Internt i organisationen arbejder vi bl.a. efter princippet Learning-by-doing, der bygger på den overbevisning, at den bedste indlæring sker ved at aktivere flest mulige sanser. Deltager du i en af vores aktiviteter, vil du opleve, at vi også hylder dette princip overfor stedets gæster, der gennem leg og praktiske øvelser lærer sig de ønskede færdigheder.
Vi værner om naturen og glæder os over, at vi kunne give vores gæster en helt unik naturoplevelse i kombination med afholdelsen af et møde, et seminar eller en konference. Naturen er det uendeligt store læringsrum, der i samspil med udfordrende opgaver, skaber læring og erfaringsdannelse for både enkeltpersoner og grupper.
Houens Odde har rammerne og værdierne til at gøre en forskel.
“Try and leave this world a little better than you found it…”
Lord Robert Stephenson Smyth Baden-Powell
– Grundlægger af spejderbevægelsen
Historien om Houens Odde
Da isen trak sig tilbage efter den sidste istid, efterlod den området omkring Odden stort set, som vi kender det i dag. Indtil spejderne i 1947 opkøbte den yderste spids af Odden, førte stedet en meget rolig tilværelse. Fund på og omkring Odden vidner dog om tidlig aktivitet helt tilbage fra Ertebølletiden og senere vikingetiden.
I 1947 købte KFUM-Spejderne de yderste 45 tønder land for den beskedne sum af 30.000 kr. Siden har korpset af flere omgange erhvervet sig landområder på tangen. Så sent som 1999 købte KFUM-Spejderne den sidste del og har siden ejet hele Houens Odde fra indkørslen ved Stensgaarden til den yderste spids.
Til at begynde med brugte lokale spejdere stedet til udflugter i pagt med naturen. Her kunne de unge spejderspirer boltre sig i ”uopdaget” land. Efter mange trængsler indviede man i 1953 Gilwellhytten, stedets første blivende bebyggelse, der stadig er omgærdet af ærefrygt af de mange frivillige kræfter, der var med til at realisere byggeriet. Siden er flere spændende bygninger kommet til, således at Houens Odde i dag udgøres af inspirerende kursuslokaler, primitive hytter, hyggelige spisesale og imødekommende faciliteter til overnatning og konferencer.
CSR og Houens Odde
Vi udvikler børn til ansvarlighed og lederskab.
Et bidrag til Jeres virksomheds CSR.
I støtter spejderarbejdet direkte ved at vælge Houens Odde til Jeres aktiviteter og møder. Houens Odde er ejet af KFUM-Spejderne i Danmark, og al overskud fra erhvervsaktiviteterne på centret går ubeskåret til spejderarbejdet. Målet med spejderarbejde er at udvikle børn og unge til at tage ansvar for dem selv og hinanden.
Gennem velafprøvede principper som ”learning by doing” og ”børn leder børn” opnår spejdere kompetencer og personlig udvikling, som gør dem i stand til at mestre udfordringer i skolen, uddannelsesforløb og arbejdsliv. Centret arbejder desuden for at den internationale dimension i spejderarbejdet får et konkret ansigt, så flest mulige kan opleve verdens mangfoldighed og udvikle forståelse og respekt for andre kulturer. Vi takker for Jeres valg af Houens Odde og sender gerne et takkebrev, som I kan benytte i Jeres CSR-rapport.
Facts:
Houens Odde har ca. 15.000 udendørs overnatninger om året. Der er mere end 2000 spejdere på sommerlejr hvert år. Houens Odde er derudover ramme for en lang række lederuddannelser: Ungdomskurser, kurser for stabsmedlemmer, projektleder- og personlig udviklingskurser.
Hvert år kommer der spejdere fra flere lande i Europa til Houens Odde og vi har altid 3-4 internationale volontører, som arbejder for centret. Houens Odde ejes af KFUM-Spejderne i Danmark, som har 25.000 medlemmer. Spejdere er gode kammerater, som tager ansvar for sig selv og hinanden, derfor er vores vision: Alle skal have en ven, der er spejder.
Skal dit næste arrangement ligge på Houens Odde?
Gi’ os et ring og hør om mulighederne…
Nicolaj Mathiasen
Susanne Christoffersen